top of page

Image frem for udfoldelse


Det er tydeligt at se, at vi befinder os i det 21 århundrede. Størstedelen af de studerende er klædt på i de dyreste mærkevarer og kommer gående med en iPhone i hånden. Status er en vigtig del i de unges samfund og hvad gør man hvis man ikke lever op til disse standarder?


Det perfekte ideal

Alt er så fredeligt og stille her til morgen, indtil klokken slår 8:05 og en flok af travle mennesker indtager gymnasiet. Den tomme og stille bygning er pludselig blevet overrumplet af en voldsom larm og trængsel. Forskellige personligheder render frem og tilbage, men vi ser alle ens ud pga. nuancen af det sorte og hvide tøj. Man kan stadig dufte et strejf af rengøringsmiddel, men det varer ikke længe før den rene og friske luft overvindes af tusind forskellige kraftige parfumer, der mødes og giver et kortvarigt skær i næsen. De fleste piger har stadig sommerjakken på, for den store, pelsede vinterjakken får en til at se klodset og fed ud. Céline solbrillerne sidder pænt i håret, selvom der ikke er en eneste solstråle der kan skinne igennem de tætte skyer, men bare håret sidder flot, så er alt godt. Gucci taskerne slynges en efter en frem og tilbage, mens drengene konstant piller ved deres hår, i håb om at der ikke er en lille tot der sidder forkert. De nedværdigende blikke gør dig usikker og du stiller dig selv det undrende spørgsmål: ”Har jeg det rigtige på i dag?”


Grupperinger

Klasserne mødes, men vi siger knapt nok hej til hinanden, for hvad vil der ske, hvis man taler med en der er anderledes og ikke tilhører en bestemt gruppe. Usikkerheden om ikke at have sit kendte image og ikke at leve op til det perfekte ideal, skaber et hav af splittelse. Pludselig er det dem der kommer for sent, som er de ”seje” og de såkaldte nørder ses som værende de ”dumme”. Hvorfor?, når det er her vi er for at lære og ikke for at bibeholde en vis status. Perfektion er begyndt at handle for meget om hvad andre folk vil have, frem for hvad man selv vil.


Opnåelsen af accept

Frokosten nærmer sig og postyret på gangene gentages fra den travle morgen. Grupperingerne ses tydeligere her senere på dagen og køen i kantinen udvider sig med tiden. Resten af de studerende sidder og gemmer på deres madpakke, i frygt for at blive dømt som værende en af de ”små børn”, der stadig tager madpakken med hjemmefra. Det kunne da ligeså godt have været omvendt?


Frygten for, om du går med det rigtige tøj og ikke kan smide rundt med alle dine penge, skyldes bestemt også når man overhører drengenes overdøvende latter, som direkte slynger en hen til en negativ tanke. Det er klart, når drengene kun fremhæver, at de kun kan lide piger der har store bryster og en god røv. Det skaber ikke ligefrem en form for selvsikkerhed. Fokus er et helt andet sted end hvor den burde være. Det er ligeved at samfundet er ved at gå mere op i status frem for det vi er her for, nemlig at studere.


De høje råb i frikvarteret handler hele tiden om den kendte reality serie, Paradise Hotel, hvilket er et ekstremt godt eksempel på en sammenligning af de unge. For der gælder det om at have den bedste status. Hvem holder til at drikke længst? Hvem smider mest tøj, og ikke mindst hvem der har været sammen med flest? Forståelsen af det uhøviske og latterlige i disse programmer lægger ingen mærke til, for alle følger bare med strømmen, selvom de ikke har nogen grund til det. Man gør det bare, for at have noget at tale om og for at tilhøre et sted.


Gemt bag skærmen

Der er et hav af emner der kan tages fat i, som at teknologien har haft en enorm indflydelse på unges image. Vi er født ind i en computer og alt handler kun om at skaffe flest venner, likes og ikke mindst den griske opmærksomhed. Og hvad sker der når unges største rollemodel Gigi Hadid popper op på den lysende computerskærm. Man sammenligner sig for meget med andre og stræber efter noget større, og i ens drømme om at blive kendt, frem for at blive ”kendt” for den man i realiteten er. Hvad er meningen med hele tiden at prøve og overgå hinanden og er det virkelig det der skal til, for at blive anerkendt og opnå det perfekte liv?

bottom of page